Engang i 1400-tallet var der to gamle selvejende bondeslægter i Volsted, Bygseck og Winther, og i 1610 havde to familier Bygseck hver sin krongård, som de bestyrede for kongen. I 1688 var der 12 gårde, som alle var bortfæstede og som var fordelt på 4 ejere. Winther Magnus Williamsen ejede 7 gårde, en doktor i København 2 og Københavns Hospitalsvæsen 2.
I 1723 var Københavns Fattigvæsen ejer af gårdene nr. 8 og 12.
Der var i
| Selvejere | Fæstere | |
| 1688 | 0 | 12 |
| 1787 | 0 | 13 |
| 1801 | 9 | 4 |
| 1859 | 12 | 4 |
| 1898 | 13 | 1 |
I 1600-tallet og 1700-tallet ejede omkring 800 godsejere 3/4 af Danmarks jord. Den sidste 1/4 tilhørte kongen og klostrene. En ganske lille del ejedes af bønderne selv. Godsejerne dyrkede kun en 1/10 af deres jord, og resten blev lejet ud til fæstebønder. Når en bonde skulle indgå et lejemål, skulle der betales 50 rigsdaler, og der skulle betales en årlig afgift, kaldet landgilde, i form af korn, penge eller hoveri. Det vil sige gratis arbejde for ejeren i op til 140 dage om året.
Det var for bønderne en meget dårlig ordning, for hoveriarbejdet fandt sted netop i de perioder, hvor de selv burde passe deres egen jord.
Hoveripligten kendes fra omring år 1500. Den blev fra 1750 nedtrappet men blev først afskaffet i 1850.
Fæstevæsenet blev dog først endelig stoppet ved systemskiftet i 1901, da det gamle højreparti, godsejerpartiet slap magten og overlod den til det store nye parti Venstre. Fæstevæsen og hoveriarbejde var ikke de eneste ulemper for bønderne.
De led også under stavnsbåndet, som blev indført i 1733 og som betød, at mænd mellem 14 og 36 år ikke måtte forlade deres hjemsted. Senere blev ordningen udvidet til at gælde fra det 4. til det 40. år. Begrundelsen var dels, at godsejerne kunne have den nødvendige arbejdskraft, dels at de kunne overholde deres forpligtelser til at stille rekrutter til hæren. Derfor måtte ingen flytte. Stavnsbåndet blev ophævet i 1788.